DAGSLYSET ER KOMMET IND I DUBORG SKOLEN
Ved renoveringen af Duborg Skolen i Flensborg er der skabt et nyt belysningskoncept, der efterligner det naturlige dagslys. Skolen, der hører under Skoleforeningen for Sydslesvig, omfatter klassetrin svarende til folkeskolens 7.-10. og gymnasiets 11.-13.
Bygningskomplekset består af en ældre del (arkitekt Andreas Dall, 1922-24, og Tete Rieve, 1952-54) samt en nyere bygning (arkitekterne Kjær og Richter, 1977-79). Renoveringen påbegyndtes i 2013 og omfattede 13.000 m² totalrenovering, ombygning af eksisterende bygninger og en ny science-bygning på 800 m². Hele arbejdet er udført med respekt for fredningen af bygningerne.
Nyt dynamisk lys
I alle klasselokaler, lærerværelser og kontorer er der installeret armaturer med dynamisk lys (Human Centric Lighting), hvor kunstlyset følger udendørslyset. Konceptet er udviklet i samarbejde med Ulrike Brandi Licht og Okholm Lighting. Armaturerne kombinerer et blødt, jævnt lys med en varm, solstråle-lignende belysning. Resultatet er en levende, ensartet belysning, der kan justeres efter behov.
Specialudviklede armaturer
Der er udviklet en armaturserie specielt til Duborg Skolen, tilpasset både den ældre og den nyere bygningsdel. I den ældre del anvendes runde pendler med dynamisk lys, og i gange og trapperum armaturer uden dynamisk lys. I den nyere bygning og science-tilbygningen er konceptet omsat i lineære armaturer til lofterne. Alle armaturer har høj farvegengivelse og kan variere i farvetemperatur fra varmt til koldt lys, uden at farvegengivelsen forringes.
Lys, der understøtter døgnrytmen
Lyset styres via DALI/KNX og følger det naturlige udendørslys, så elever og lærere får en optimal døgnrytme. Belysningsstyrken kan øges om morgenen og efter frokost for at øge opmærksomheden, og dæmpes resten af dagen til normkravene for undervisningslokaler.
Brugererfaringer
Eleverne føler sig mindre trætte sidst på dagen, og lærerne, der var skeptiske i starten, vil nu ikke undvære det nye lys. Erfaringen viser, at det dynamiske lyskoncept øger trivsel og velvære.
FAKTA
Bygherre: Skoleforeningen for Sydslesvig og A.P. Møller Fonden
Arkitekt: Praksis Arkitekter
Lyskoncept: Ulrike Brandi Licht & Okholm Lighting A/S
Belysningsprojekt og armaturproducent: Okholm Lighting A/S