Klosterkirken er en del af Birgitta-ordenens kloster ved Maribo Søndersø. Birgitta søstrene kom til Danmark fra Sverige i 1995, og havde først hjemme i Næstved, men fik siden i 2006 deres eget kloster ved Maribo i et ombygget børnehjem.
Kirken er indrettet med et centralt placeret alter (santuariet) og i den ene del af salen bliver menigheden placeret, og i den anden har søstrene deres bænkerækker.
Arkitekt Finn Zeuthen skulle i sin belysningsløsning tage hensyn til både rummets arkitektoniske udtryk, funktion og ikke mindst den åndelige dimension. Alteret var det naturlige midtpunkt og her valgte man at skabe et fokalt punkt med en ringkrone. Den komplementerende belysning blev i form af et langsgående stangarmatur i hver side over bænkerækkerne. Som armatur valgte arkitekten okholm lightings SCAN armatur. Et enkelt og minimalistisk armatur med en lige overskærm der reflekterer opadgående lys ned. Lyskilden er uafskærmet og dermed en del af armaturets design. Alle armaturerne er fremstillet i messing, der falder smukt og uanmasende ind sammen med rummets andre materialer. Arkitekt Finn Zeuthen har selv betegnet det færdige resultat således: ”Det lyder måske mærkeligt, men resultatet oversteg langt mine forventninger.”