OKHOLM LIGHTING STYRKER ORGANISATIONEN

Okholm Lighting styrker organisationen
– med tydelige roller og fælles retning


Peter Okholm får et strategisk hovedansvar for virksomhedens faglige
og visionære udvikling, strategiske relationer og nye projekter, mens
Steffan Schou tiltræder som direktør med det samlede ansvar for den
daglige ledelse.

 


Okholm Lighting bærer familiens navn og historie. Virksomheden blev skabt af
Peters far, og gennem de seneste 30 år har Peter Okholm været en afgørende
drivkraft i udviklingen af den virksomhed, Okholm Lighting er i dag.
Med sit faglige udsyn, sin forståelse for arkitektur og lys og sin evne til at se
muligheder har Peter sat et markant aftryk på virksomhedens udvikling. Under
hans ledelse er projektporteføljen blevet bredere, og Okholm Lightings
kompetencer er blevet bragt i spil i stadig flere arkitektoniske sammenhænge.
Den udvikling skal nu både konsolideres og udbygges. Derfor samles Peters
indsats fremover om markedet, de strategiske relationer og de projekter, hvor
Okholm Lightings faglighed og egen produktion kan skabe særlig værdi.

Det handler om at styrke relationerne til arkitekter, lysdesignere, developere
og bygherrer og om at være tæt på de projekter, hvor nye muligheder opstår.
Med sin mangeårige erfaring og sit stærke netværk får Peter en central rolle i
arbejdet med at udvikle virksomhedens markedsposition og skabe nye
forretningsmuligheder.


To tydelige roller – én fælles retning


Efter at Okholm Lighting blev en del af Carl Hansen & Søn i 2024, tager
virksomheden nu næste skridt i sin udvikling.


Steffan Schou, der hidtil har været produktionschef, tiltræder som direktør og
får det samlede ansvar for den daglige ledelse, økonomien, organisationen og
produktionen. Peter Okholm får samtidig et tydeligt strategisk ansvar for
marked, relationer, faglig udvikling og nye projekter.


De to roller hænger tæt sammen. Peters arbejde skal styrke virksomhedens
position i markedet og skabe nye muligheder, mens Steffans ansvar er at sikre,
at organisation, produktion og økonomi har styrken til at realisere dem.
Det er en bevidst arbejdsdeling, der skal gøre Okholm Lighting endnu stærkere
– både i mødet med markedet og i arbejdet med at udvikle og levere de
løsninger, projekterne kræver.


Specialiseret belysning kræver særlige kompetencer


Når belysningen skal respektere en historisk bygning, understøtte komplekse
funktioner eller realisere en arkitektonisk vision, kræver det mere end et
standardprodukt.
Det kræver lysteknisk viden, materialeforståelse, specialiseret håndværk og en
fleksibel produktion, der kan omsætte idéer til holdbare og realiserbare
løsninger.
Det er netop dette faglige fundament, organisationen skal styrkes omkring.
Målet er at give Okholm Lightings kompetencer endnu bedre muligheder for at
blive bragt i spil i flere typer projekter og arkitektoniske sammenhænge.
Ledelse tæt på produktionen


Steffan Schou kom til Okholm Lighting i 2024 med ansvar for at udvikle og
effektivisere driften og produktionen, herunder samspillet mellem
specialudviklede projektleverancer og serieproduktion.

Som direktør får han det samlede ansvar for den daglige ledelse og skal sikre,
at virksomheden har den nødvendige struktur, kapacitet og
konkurrencedygtighed til at realisere de muligheder, der opstår på markedet.
“Peter har gennem 30 år sat et stort fagligt og visionært aftryk på Okholm
Lighting. Min opgave bliver at sikre, at organisationen, produktionen og
økonomien kan understøtte den fortsatte udvikling og omsætte nye muligheder
til gode løsninger og sikre leverancer. Det kræver en ledelse tæt på
medarbejderne, produktionen og kunderne, og jeg glæder mig til at udvikle
virksomheden videre sammen med Peter og resten af teamet,” siger Steffan
Schou.


Faglig og visionær udvikling tæt på markedet

 

 


Peter Okholm vil fremover have et særligt fokus på relationerne til arkitekter,
lysdesignere og developere samt på samarbejdet med bygherrer, myndigheder,
fonde og kulturinstitutioner.
En central opgave bliver at videreudvikle den bredde, der allerede er skabt i
projektporteføljen, og identificere nye sammenhænge, hvor Okholm Lightings
kompetencer kan gøre en forskel.


Peter vil samtidig være tæt på projekterne i de faser, hvor idéer, ambitioner og
løsninger tager form.
“Jeg har været en del af Okholm Lighting i 30 år, og det, der fortsat motiverer
mig, er at se mulighederne i et projekt og skabe forbindelsen mellem
arkitekturen, lyset og det, vi kan realisere i vores egen produktion. Vi har
gennem årene udvidet vores projektportefølje betydeligt. Nu skal vi bygge
videre på den udvikling, åbne nye døre og styrke de relationer, der kan føre os
videre. Den nye organisering giver mig mulighed for at koncentrere min
indsats om de områder, hvor mine erfaringer, relationer og faglighed kan være
med til at skabe den næste udvikling for Okholm Lighting,” siger Peter Okholm.


Mens Steffan Schou står i spidsen for den daglige ledelse og har ansvaret for
den organisatoriske og produktionsmæssige udvikling, fortsætter Peter Okholm
med at sætte retning for den faglige og markedsmæssige udvikling og
virksomhedens videre strategiske udvikling.


Sammen skal de to roller styrke Okholm Lighting som specialist i
belysningsløsninger, der udvikles i tæt sammenhæng med arkitekturen, stedet
og projektets særlige krav.